køb af bil

Sådan undgår du at blive snydt, når du sælger eller køber en bil

Sådan undgår du at blive snydt, når du sælger eller køber en bil

Hvis du har købt eller solgt noget via nettet, så har du nok på et eller andet tidspunkt oplevet, at nogen har prøvet at snyde dig.

Dette kan også være tilfældet, når det kommer til salg og køb af biler. Men hvis du tager nogle specifikke forholdsregler, så kan du dog undgå at blive snydt, når du skal købe eller sælge en bil. Vi har derfor lavet en kort guide til, hvordan du bedst muligt køber eller sælger en bil uden at blive snydt.

Undgå snyd ved salg af bil

Hvis du skal sælge en bil, så kan du opleve, at der er nogen, der prøver at snyde dig – uanset om du sælger bilen ansigt til ansigt eller via internettet.

Der er derfor flere forholdsregler, som du kan tage, hvis du ønsker, at bilsalget skal foregå så gnidningsfrit som muligt.

Henvendelser

Først og fremmest er det en god idé, hvis du er kritisk, når det kommer til henvendelser. Hvis du oplever, at du får en henvendelse med meget dårligt dansk eller på et udenlandsk sprog, så er det typisk blot en svindler.

Men hvis du sælger en mere klassisk bil, så kan det være, at en fra udlandet er interesseret i bilen. Det er derfor en fordel, hvis du er kritisk og følger din mavefornemmelse.

Vent til pengene står på din konto

Hvis du har fundet en køber til din bil, så skal du aldrig lade køberen tage bilen, før pengene rent faktisk står på din konto.

Det er derfor ikke nok med blot en kvittering på at pengene er overført, da disse nemt kan forfalskes.

Er du endnu ikke sikker på, om pengene rent faktisk er på din konto, så ring til banken og forhør dig.

Tag med på prøveturen

De fleste forsøg på snyd foregår via internettet, men det kan dog også ske ansigt til ansigt. En af disse måder er, at køberen ønsker en prøvetur og herefter aldrig kommer tilbage med bilen.

For at undgå dette, skal du altid køre med på prøveturen. Eller holde købers ID kort som pant.

Omregistrering af bilen

I de fleste tilfælde har køberen cirka 3 uger til at omregistrere en bil. Dog kan det ske, at køberen ikke vælger at gøre dette.

Vigtig – Derfor er det en god idé at gøre dette lige med det samme, når du sælger bilen, hvis du sælger den ansigt til ansigt. Her skal du blot sørge for at logge ind på Skats hjemmeside med dit NemID, hvorefter I hurtigt kan klare det sammen.

5 gode råd til sælgere

  1. Sælg kun bilen til købere, der vil overføre penge til din bankkonto. Sælg ikke bilen for kontanter.
  2. Køberen skal altid komme og se bilen.
  3. Sørg for, at du får et billede af køberens kørekort eller andet ID med billede, så du har dette, hvis der skulle ske noget..
  4. Følg altid din mavefornemmelse. Hvis noget virker for godt til at være sandt, så er det typisk lige præcis, hvad det er.
  5. Giv først bilnøglerne, når du rent faktisk har pengene på din bankkonto.

Undgå snyd ved køb af bil

Rigtig mange har oplevet snyd, når de skal købe en bil. Forsøg på snyd kan ske via internettet, men det kan også sagtens ske ansigt til ansigt.

De mest typiske svindelforsøg sker på internettet, hvor en sælger har lavet en annonce på en populær bil til en meget billig pris.

Herefter vil sælgeren lokke dig til at overføre penge, før du har modtaget bilen, hvor du naturligvis aldrig nogensinde vil se hverken bilen eller dine penge igen.

Et godt råd er derfor, at du aldrig køber en bil ubeset samt, at du altid mødes med sælgeren for at prøvekøre bilen.

Selvom det ikke er noget, der sker særlig tit, så har tidligere købere før oplevet, at de har været ved at købe en stjålen bil uden at vide det.

Hvis du vil være sikker på, at dette ikke sker for dig, så skal du undersøge om, det er sælgerens navn, der står på selve registreringsattesten.

5 gode råd til købere

  1. Få altid skrevet en slutseddel
  2. Sørg for at tjekke bilens stelnummer samt registreringsattest
  3. Overføre først pengene efter du har prøvekørt bilen samt en underskrevet slutseddel
  4. Overfør aldrig penge til en sælger, du ikke mødes med
  5. Køb aldrig en bil med kontanter

Tjek synsrapporter og kilometertælleren

Foruden de gode råd ovenover, så skal du også tjekke andre ting, inden du vælger at købe en brugt bil.

Eksempelvis kan du tage et kig på bilens synsrapporter for at finde ud af, om kilometertælleren er rigtig eller ej.

Desuden bør du også tage et kig på bilens restgæld. Alle disse ting kan du tjekke nemt og hurtigt via nummerpladeoplysninger.dk.

 

Seneste artikler